Vi skal have et højt ambitionsniveau, mod til og mulighed for at afprøve teknologiernes potentialer sammen med borgere og virksomheder.
For at forstå og udnytte ny teknologi er det nødvendigt at have vedvarende fokus på, hvad der sker i markedet. Hvilke trends og nye teknologier er modne til at blive taget i anvendelse eller til at blive testet og hvordan kan de udnyttes til gavn for borgerne i form af bedre velfærd for færre ressourcer?
Det er væsentligt, at alle involverede - både politikere, borgere og administration herunder også de decentrale enheder - har fokus på at forstå teknologiens muligheder ind i kerneopgaven og at der skabes indsigt i de nye muligheder, teknologien giver. Det er en vigtig opgave løbende at holde sig ajour med ny viden i en verden, der udvikler sig eksponentielt.
Det er vigtigt, at inddrage borgerne i forhold til at få viden om teknologi. Der er i Gentofte Kommune et stort potentiale i at samskabe den digitale udvikling med borgerne, da borgerne både har mange IT-kompetencer at byde ind med og ved hvad de ønsker af service og velfærd i fremtiden.
Samtidigt er det væsentligt, at borgerne er med til at afprøve og teste nye teknologier i Gentofte Kommune for at skabe borgernær værdi.
Det er nødvendigt, at kommunens ansatte har de kompetencer, der skal til for at indgå i et professionelt og kvalificeret samspil med udviklere og leverandører af ny teknologi.
Det kræver samtidig, at der skabes en kultur, som understøtter, at der kan tænkes innovativt med teknologi som omdrejning for at løse opgaver på nye måder eller i fremtiden at kunne løse helt nye opgaver, som vi ikke kender endnu. Samtidig er det væsentligt, at der gives mulighed for at afprøve teknologier, lave forsøg og piloter med ny teknologi.
Når der arbejdes med piloter og afprøvning af ny teknologi kræver det mod og ressourcer at komme i gang, samtidig med at der skal være en forståelse både politisk og i organisationen for at forsøg/piloter nogle gange må lukkes ned fordi, det ikke lykkes.
Det er derfor væsentligt, når der arbejdes med digitalisering, at der både er plads til de store landsdækkende og lovbundne it-projekter, til de mindre udviklingsprojekter specifikke for Gentofte, samt til de mere eksperimenterende, agile digitaliseringsprojekter, som også handler om at skabe læring i organisationen.