Borgerens tillid til kommunens anvendelse af data er fundamental for kommunens arbejde med digitalisering. Borgerens rettigheder i forhold til data er reguleret i loven.
EU-persondataforordning tydeliggør borgerens mulighed for indsigt i kommunens anvendelse af borgerens data. Kommunen ser persondataforordningen, som en hjælp til at sikre en tillidsfuld relation borgerne frem for en bureaukratisk barriere, der skal håndteres nemmest muligt.
Anvendelse af borgerens data er nødvendig i mange af de ydelser og opgaver kommunen løser for og med borgeren. Økonomisk friplads i dagtilbud bygger på indsigt i borgerens økonomiske forhold, det samme gør en lang række andre ydelser, som ifølge loven afhænger af indkomst. Andre ydelser afhænger af bopæl og alder. På handicap- og ældreområdet bygger plejen på en vurdering af borgerens funktionsevne. Data om medicin er afgørende for den enkeltes liv.
Der tegner sig store potentialer i at anvende borgernes data til tidlig opsporing og forebyggelse på områder, hvor der ikke er lovkrav om at gøre det. Realiseringen af sådanne potentialer må aldrig ske på bekostning af borgernes tillid til kommunen.
Data er således både nødvendige, potentielt værdiskabende og giver et billede af meget private og følsomme forhold.
Anvendelsen af persondata skal have et klart formål og kommunikeres til den enkelte
Fordi data både skaber mulighed for at skabe stor værdi for den enkelte borger og fordi brugen af data kan sætte tilliden mellem borgeren og kommunen på spil, er det nødvendigt med helt klare principper for anvendelsen af data.
Kommunen skal sikre, at anvendelsen af persondata skal have et klart formål og at dette altid kommunikeres til den enkelte. Med mindre det er reguleret anderledes i loven, skal en borger altid have mulighed for frasige sig anvendelsen af data – med de konsekvenser det måtte have i form af en mindre tilpasset og mindre personaliseret service.
Gentofte Kommune skal arbejde for at man på landsplan arbejder frem mod en løsning, hvor borgeren nemt og overskueligt kan give og fjerne adgang til egne data og have et overblik over hvilke data, der bruges til hvad, på tværs af den offentlige sektor.
Via løsningen ‘Mit Overblik’ på borger.dk vil borgere få overblik over deres sager og ydelser fra det offentlige på en række økonomiske ydelser for eksempel sygedagpenge og kontanthjælp m.m.