Uden data kunne virksomheder som Amazon og Netflix ikke tilbyde de produkter, som har drevet deres voldsomme vækst. Google ville ikke eksistere uden data.
I det offentlige bygger digital selvbetjening på data og hele den kommunale myndighedsopgave, fra indskrivning i dagtilbud til udbetaling af ydelser på socialområdet, hviler på data.
Udnyttelse og deling af data internt i kommunen og mellem myndigheder giver mulighed for helhedsorienteret sagsbehandling og sammenhængende forløb for borgerne. Data om den fysiske kommune giver nye muligheder for at arbejde med trængsel og bæredygtighed.
Data kan skabe stor værdi, fordi data siger meget om vores adfærd og om vores liv. Som kommune skal vi derfor have stor respekt for data. Både data om den enkelte borger og om kommunen generelt.
Potentialet i data er stort og voksende i takt med at nye teknologier som fx kunstig intelligens kan finde nye sammenhænge i data, som vi ikke på forhånd kunne forestille os.
Inden for lovens ramme opsamler vi så meget data vi kan
Data er en ressource. Da vi ikke kan se grænsen for potentialet i data og da potentialet er i hastig vækst, skal vi indsamle så meget data, som vi kan inden for lovens ramme. I indsamlingen af data lægges vægt på at data i videst muligt omfang er anonymiseret og at borgerne har afgivet samtykke. Ved at smide data ud fraskriver vi os et potentiale til at skabe værdi for borgere og virksomheder.
Det er samtidig vigtigt, at data opsamles lovligt og i god kvalitet, så de løsninger, der skal anvende data giver den størst mulige værdi for borgere og virksomheder.